Katavi nationalpark

I slutningen af ferien tog vi paa safari i Katavi nationalpark, som ligger godt 4 timers koersel mod nord. Nationalparken laa saa langt ude paa landet, at her stort set ikke var nogle turister. Vejene var ikke saa gode, men vores guide foerte os sikkert mod et udtoeret flodleje, hvor dyrene var samlet. Da vi var i Ruaha nationalpark i august, kunne vi maerke, at dyrene var vant til mennesker og biler, men i Katavi var forholdene anderledes. Her blev dyrene skraemt af os og loeb ofte vaek, hvis vi kom for taet paa. Vi foelte os, paa trods af landcruiseren, som doctor Livingstone, som i slutningen af 1860erne rejste rundt i det vestlige tanzania. Den gang var baade dyr og mennesker nysgerrige og bange, naar de saa doktoren og hans foelge. Paa samme maade var det i Katavi, og vi foelte os som opdagelsesrejsende, som var igang med at udforske et ukendt omraade. Efter saadan en tur blandt afrikas dyr forstod vi, hvorfor Livingstone paa hoejre side af hans gravsten har foelgende staaende: “Sandheden soegte jeg ivrigt, og intet laengtes jeg ivrigere efter end at kende de flodkilder, som har vaeret skjult i saa mange aarhundrede”. I vores bil kiggede vi ivrigt ud af ruderne for at se maengden af dyreliv, der roerte sig ved det naesten udtoerrede flodleje. Flodhestene mudderbadet, mens elefanterne stak snablerne ned i en dybde, hvor der endnu var en smule vand. Zebraerne og girafferne gik som pynt oppe paa breden sammen med marabustorken, mens de uskyldige impalaer stod i flok og drejede hovedet 180 grader. I saadan en situation foelte vi, at naturen omfavnede os, med alt hvad der er smukt.

Mbeya

Efter Matema forlod vi de andre volontoerer og tog selv afsted med dala dala (de lokale minibusser, som altid er propfyldt med mennesker). Det var en herlig oplevelse at staa klemt taet sammen med tanzanianerne. Der blev skubbet og maset, eftersom der kom flere og flere folk ind i bussen. Busturen foerte os gennem et frodigt landskab, hvor jorden flittigt blev dyrket, og afgroederne blev solgt ved vejen, her kartofler.

Vi kom dog efter 5 timer frem til Mbeya, som er min (Thereses) gamle hjemby. Det er i Mbeya jeg har udtraadt mine barnesko, eller rettere noegne foedder. Vi boede endda i selv samme hus, som det jeg boede i som barn. Anders var opslugt af at faa sat billede og sted paa alle mine barndomshistorier, og for os begge var det en saerlig oplevelse at gaa rundt i Mbeya. Vi moedte bl.a. en af mine barndomsvenner, dvaergen Warless, som har koert mig rundt i diverse majsmarker i hans trilleboer.

Solnedgang ved Matema

Matema

Efter konferencen tog vi med 3 andre volontoerer til et skoent strandparadis. Matema hedder stedet og er en uopdaget perle, der ligger ved Malawisoeen. Vandet er klart som glas, palmerne smukke og frugterne saftige. Vi boede 50 meter fra vandet i et par laekre boliger med terrasse ud mod vandet og bjergene. Det var fedt, fedt, fedt!


Therese faldt i snak med en lokal


En af dagene vandrede vi op til et vandfald, og efter vores halvanden times svedige og hede gaatur var det berusende at hoppe fra klipperne og blive afkoelet under vandfaldets koelige og kraftige vandstraaler. Om aftenen spillede vi Settlers, drak lunken sodavand og spiste ris og boenner.

Missionaerkonference

Den foerste uge af vores efteraarsferie brugte vi paa den aarlige missionaerkonference. Alle missionaerer fra hele Tanzania var samlet, og ugens program bestod af bibeltimer (som Henrik Nymann Eriksen holdt), lovsang- og vidneaftener, praktiske droeftelser og et saerskilt boerneprogram, som vi volontoerer stod for. Vi noed at underholde gruppen paa 20 boern sammen med de andre volontoerer. Vi havde bl.a. planlagt spejderloeb, mad over baal, stratego, sport mm. Alt i alt var det en rigtig god uge, hvor vi noed at vaere sammen med en masse danskere. Der herskede en god stemning, og vi noed at vi for en gangs skyld havde huset fyldt hver aften af 6-8 unge mennesker.

Det var muligt at stoppe alle missionaerboern og voluntoerer ind i en landcruiser


Vi var paa en dejlig eftermiddagstur


Alle vores ansatte i Sumbawanga sang og dansede for os.

Bryllupsfest

Vi har været til et katolsk bryllup. Selv om vi hverken kendte bruden eller gommen, kunne vi godt komme med, vi skulle blot betale 6000 sh tilsammen (30 kr.). Tanzaniaske bryllypper kan ikke sammenlignes med det, vi kender til. Bryllupsdagen er for bruden en stor følelsesmæssig begivenhed. Hun er i sorg, fordi det er dagen, hvor hun forlader sin egen familie. Gommen har inden brylluppet sparret op, for at kunne betale festen og bruden.
I festlokalet var brudeparret og familien placeret øverst oppe, og vi gæster sad på bænke og stole og kiggede op på dem. Aftens gang blev ledt af en konferencé, som stort set var den eneste der fik et ord indført til festen.
I løbet af aftenen var der taler fra familie og venner. Der var også en karismatisk andagt, hvor taleren med en vældig gestikuleren og råben brugte tid på at få jaget djævelen ud af lokalet. Vi blev også præsenteret for festudvalget, én sagde, at han havde slagtet alle kyllingerne, en anden, at han var ansvarlig for, at der var ro og orden hele aften, og da han var en guds mand, havde han holdt djævelen uden for døren. En tredje præsenterede sig og sagde, at han var ansvarlig for, at kyllingeposerne blev taget væk efter maden, en opgave han faktisk ikke magtede:) I løbet af aftenen fik vi tilbudt 3 Pepsicolaer og et kyllingeben, som lå i en papirspose.
Den vigtigste begivenhed til festen er, når brudeparret skal uddele kage til hinanden. Anne Karin havde bagt bryllupskagen. Bruden tog et stykke, bukkede sig helt ned til gulvet, tog så nænsomt fat om hans skulder, derefter hans hage og til sidst åbnede han munden, og hun gav ham ydmygt kagestykket. Derefter fik hun en stykke, som han også gav nænsomt. Bagefter gik de ydmygt på knæ hele vejen hen til deres svigerforældre og gav dem ligeså et stykke kage.
Sidst på aftenen skulle brudeparret danse en stille brudevals til musikken fra Titanic. Under dansen rørte de stort set ikke hinanden. Det er ikke normalt her i landet at kysse og kramme offenligt! Undervejs i den følelsesladede dans kom konferencéen og forstyrrede. Han ville have dem til at sige i mikrofonen: I love You, I will love you forever, you are my only one osv. Det var komisk og absurd. Til sidst skulle gaverne danses op til brudeparret. Da brudeparret begyndte at forlade festen i et lille optog, giv folk straks igang med at rydde op og pakke festen ned. Vi hjalp med at køre gaverne hjem.