Et landsbybesøg

Ligesom vi ved vores safaritur kom ind til hjertet af afrikas natur, så kom vi forleden ind til sjælen af det afrikanske folk. Peder Schmidt tog os ud til en landsby en halv times kørsel syd for Sumbawanga. Her opdagede vi den slående forskel på storby og landsby. Når vi wazunguer ikke var til stede, talte beboerne stammesprog frem for swahili (i øvrigt det stammesprog som vores hushjælp taler). Landsbyen havde ingen gader, men bestod af lerhytter, som lå drysset ud i landskabet imellem små majsmarker. Landsbyen var ikke ramt af globalisering eller vestlige tanker og ideologier, kun med undtagelse af kristendommen, som til gengæld var repræsenteret af alle de forskellige kirkesamfund, som man kan drømme om. Moraviankirken var en nuttet lerhytte med stråtag på ca. 35 m2 og rummede seks bænke. Vi hvide blev inviteret op på den foreste bænk, og herfra kunne vi høre Peder undervise om emnet “Wokovu ni nini?”, som betyder: “Hvad er frelse?”. Han underviste på deres anbefaling i 2 timer og 15 min.Derefter solgte vi bøger og bibler til de kirkemødte, og så var det tid til at spise ugali og bønner, som smagte dejligt.

Efter maden fik vi en “guidet” tur i landsbyen af evangalisten fra kirken. I løbet af blot 5 minutters vandring havde vi halvdelen af landsbyens børn som følge. De stod nysgerrige i deres laset og støvet genbrugstøj og så søde ud. Når vi tog et billede af dem udbrød der latter og fnisen, og de massede ivrigt efter at komme først hen og se billedet på vores kamera.

Om aften skulle Peder vise Jesusfilm i en anden landsby. Her kørte vi rundt i byen (som heller ikke havde nogle veje) og reklamerede højlydt med aftenens arrangement gennem nogle skrattende højtalere, som var spændt fast på taget. Vi stillede også bogbutikken op, men desværre var det kunne børn og fulde folk, som kom forbi. Så gik Jesusfilmen igang og landsbyen var stimlet tæt sammen. Efter filmen fik vi solgt nogle bibler, og så var det ellers tid til at køre hjemad…-troede vi, for kl. 23.10 skulle vi lige have aftensmad, ugali og bønner naturligvis. Selvom vi på det tidspunkt var trætte og gerne ville hjem, så var det alligevel en skøn oplevelse at sidde stuvet sammen med de lokale i et lille dunkelt rum og spise med fingrene af nationalretten.