Ankommet til Sumbawanga

Tiden flyver, og vi er siden sidst - vi skrev - ankommet til Sumbawanga. Den by vi skal bo i det kommende aar. Ved ankomsten til Sumbawanga, tog missionaerene rigtig godt imod os og har soerget for os paa alle leder og kanter. For halvanden uge siden startede vi saa vores egentlige arbejde, nemlig paa Sumbawanga lilleskole, som bestaar af 5 dejlige danske boern og saa os som de yderst erfarne laerere :) Vi trives i arbejdet og griber de udfordringer, der dukker op. Det er sjovt og spaendende at undervise, og vi faar hurtigt brugt en masse tid paa forbederelsen af undervisningen, ogsaa fordi vi nyder det.
Lidt om det at vaere midt blandt tanzanianerne: Tanzanianerne har karisma, saa det batter. Det har vi bl.a. faaet lov at maerke til et kortraef i hovedkirken. Der bliver festet, hujet og hejet, lavet tungetriller i massevis, danset og vrikket med de herlige store numser, saa hele kirken gynger. Lige saa snart vi kom ind i kirken blev vi budt velkommen af nogle af kirkens ledere for derefter straks at blive sat op oeverst i kirken bag alle de fornemme, biskop, formand og andre kirkeledere. Men sikke en fest! Ovenikoebet blev vi ogsaa inviteret med til en konfirmationsfest, og der var endnu mere gang i den. Dem som holdt festen, var lederparret fra BDM's boernehjem her i Sumbawanga. De er nogle fantastiske mennesker. De tog i sin tid 12 gadeboern til sig, og de var\er som en mor og far for dem. De gav dem mad hver dag, kost, logi og uniform til at de kunne gaa i skole. Siden da har de med hjaelp fra DK startet et boernehjem med boern i alle aldre. Alle boernene var med til konfirmationsfesten, og det var roerende at se dem. Nydelige og meget hoeflige boern, der alle gik i skole, og som alle har en vaerdig fremtid foran sig, pga. at nogle har haft hjerte for dem. Og boernene er taknemmelige for den hjaelp de faar. Lederen, som hedder Joseph, er som en far for dem alle.

Det var lidt nyt herfra. Til slut maa vi DESAVAERRE fortaelle, at efter mange forgaeves forsoeg paa at faa billeder ind paa vores weblog uden held, maa vi nu opgive. Der kommer sansynligvis ikke flere billeder ind, saa I maa bruge al den fantasi, I har faaet givet. Computerne koerer paa Windows 95 og internetopkoblingen er saa daarlig, at den ikke kan traekke de store billedfiler.

Hav det smukt derhjemme. Nu vil vi hjem og spise chapati (pandekager) :)

Swahili og safari

Selv om tiden i Tanzania ikke går lige så hurtig som i Danmark, så er den alligevel fløjet af sted, fordi vi oplever meget og trives godt. Vi har været i Østafrika i 3 uger, og vi har allerede mange begivenheder at se tilbage på:

De første 14 dage fik vi swahiliundervisning på en sprogskole 15 km fra Iringa. Skolen ligger i et kuperet terræn, hvor der er mange store sten, bakker, åer og majsmarker. Her gik vi mange ture, og det var også her vi fik vores allerførste snak på swahili med en gammel mand (mzee), som hed John.
Stedet ejes af et engelsk par, Will og Amanda Philips, som sidste år flyttede hertil for at begynde en ny tilværelse. De var hjælpsomme og snaksagelige, og de har været med til, at vi har fået en god start i Tanzania.
Hver dag fik vi undervisning fra kl. 08.00 til 13.00 af en tanzanianer, som talte godt engelsk og som havde erfaring med at undervise danskere. På 14 dage er det selvfølgelig kun de allervigtigste informationer man får og derfor skulle eftermiddagen bruges til at øve og repetere. Vi prøvede også at snakke med de lokale, og på den måde fik vi lært meget og har nu fået de første byggesten til at lære resten af sproget. Vi er i hvert fald frimodige og glæder os allerede over at vi kan chatte lidt.

En dag kom muligheden for, at vi kunne tage på safari i Ruaha Nationalpark. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at sige ja tak.
Selv om der ingen dyr havde været, ville det være en stor oplevelse at være af sted, for savannen er smuk i sig selv også i tørtiden, for her udstråler de tørre planter en smuk gul og orange farve. Men heldigvis var der dyr, og de var ikke svære at få øje på. Og hvis nogen tror at girafferne og elefanterne er ved at uddø, så kan I godt tro om, for de går rundt i tusindtal i Ruaha. I parken var der også et enormt antal af impalaer, zebraer, kuduer, flodheste og tusindvis af farverige fugle. Men der er en ting, som altid er ekstra spændende, når man befinder sig på den afrikanske savanne: Vil man komme til at se løver? Det var lidt lige som at lege gemmeleg. Vi så fodspor fra løverne, og tampen brændte, og bedst som vi håbede på at se en løve, så vi en leopard. Den smukke kat med den prikkede pels lå lige ved siden af bilen, ja vi havde nært kørt den over. Den tog ikke rigtig notits af vores ankomst, den sad bare og gloede, og snart gik den en lille tur på vejen, og til sidst forsvandt den ind i buskene. Men vores safarieventyr stoppede ikke her, for vi kom faktisk til at se en stor løvefamilie på 14 medlemmer. De lå og dasede i solen og kiggede dovent på de skøre turister. De syntes i hvert fald ikke, at vi var noget særligt. Men de var også med til at give os en fantastisk tur, og vi glæder os allerede til vi skal på safari igen.

Den sidste uges tid har vi været på den danske skole i Iringa. Her har vi fundet bøger og materiale til lilleskolen i Sumbawanga. Det har været spændende at se de bøger, som børnene skal undervises i. Vi har også mødt de andre voluntører her, og det har været hyggeligt. På søndag tager vi endelig til Sumbawanga. Her skal vi pakke vores kufferter ud og indrette os i vores nye hjem. Det glæder vi os til, og vi ser også frem til at skolen begynder på onsdag i næste uge.