Volontør i Sumbawanga

Velkommen! Vi, Anders og Therese, har lavet en weblog, hvor I kan følge med i vores liv i Tanzania. I kan også skrive en mail til os: Therese: thereseengrob(a)gmail.com Anders: aengrob(a)gmail.com

Monday, June 18, 2007

De sidste dage i Sumbawanga

For tiden bliver der sagt farvel i stor stil i Sumbawanga. Brødrekirken holdt også en farvelfest for Maria og Peder Schmidt, som nu har arbejdet i 7 år som missionære i Tanzania.

Her synger vi en farvelsang.



Maria og Peder fik et sæt tøj af kirken til farvelfesten.

Samme dag som der var skoleafslutning holdt os "hvide" i byen farvelfest for hinanden. Alle havde forberedt noget underholdning om hinanden, og der blev også holdt taler. Det var en rigtig hyggelig aften og en god anledning til at få sagt farvel til hinanden.



Vi gav også hinanden afskedsgaver. Deriblandt var der også hadegaver...

Her fyrer eleverne den max af med det dansenummer, som Anders havde instrueret.

Fredag den 15. juni om eftermiddagen havde vi skoleafslutning på Sumbawanga Lilleskole. Det blev fejret i stor stil med, at børnene havde forberedt diverse optrin, som de stolt fremviste for deres forældre mf. Eleverne havde lavet en tv-udsendelse om skabelsen og et efterfølgende skuespil om livet i Edens have. Desuden blev der læst selvskrevne historier op, vist dukketeater med rim og remser, og sidst men ikke mindst havde de i musik forberedt 3 numre, hvoraf det ene var et dansenummer. Det var fedt at se, børnene udfolde sig, som de gjorde, og de fik masser af ros efterfølgende.

Skuespillet om "Livet i Edens have". Christoffer var fortæller. Selv om han kun går i børnehaveklasse, har han allerede lært at læse.

Lars og Erik havde fået besøg fra Danmark, og vi tog sammen med dem på en lille udflugtstur, så gæsterne kunne se lidt af Sumbawanga omegn. Det var hyggeligt, og inden vi skulle hjem, så fik vi en punktering. Ja, men så fik vi også prøvet det :) Vi har haft nogle punkteringer, når vi har kørt med missionærene, men det var første gang, vi fik en selv.



Hvem havde troet, at jeg var gift med en handyman?

Tuesday, June 12, 2007

Sumbawanga by

Det er altid en oplevelse at tage på markedet i Sumbawanga. Hvis man vil have kød til aftensmad, så er der ingen vej udenom end at tage ned til slagteren og købe kød. Det kan godt forskrække én, hvis man har en lille smulé hygiejnisk sans. Men ikke desto mindre, så køber vi kød alligevel. Vi plejer at tage ned fra morgenstunden af, når koen er nyslagtet og inden alt for mange fluer og andre insekter har sat sig godt til rette. Slagteren tager sig ikke af, om der ligger fine mørbradder gemt. Her handler det bare om at hakke det ønskede antal kilo af til kunden, og så må man selv finde ud af, hvad man har med at gøre.



Så er der kokosnødder og vandmeloner - MUMS!

Hvis man vil have kylling til aftensmad, så må man ned i byen og finde denne unge herre, som har 20-30 "friske" kyllinger i sin cykelkurv. Så er der bare lidt forarbejde, inden den kan puttes i ovnen.



Her kan du købe alt mellem himmel og jord. Alt fra strømper og vaskepulver til slik og drikkevand.

Her har vi en lille transportabel butik, hvor man kan købe saftige og smagsfyldte ananas, som bliver holdt kølige af paraplyen.



Her har vi endnu en mobil butik, hvor man kan købe radioer og bælter og meget mere.

Vi kommer i hovedkirken i Sumbawanga. Det vil sige, at kirken er væsentlig større end de andre kirker i byen, og det mærker man på det store antal af kirkegængere og antallet af kor. For tiden har vi 6 kor som sanger og danser til gudstjenesterne. Det er en stor fornøjelse at lytte til tanzanianernes sang. De er dygtige til det, og man kan mærke, at det ligger i blodet på dem at udtrykke sig via sang og dans.



Alteret og prædikestolen.

Farvel til Sumbawanga

Så er tiden ved at nærme sig, hvor vi siger farvel til Sumbawanga. Derfor har vi også benyttet de sidste par dage til at få sagt farvel. Vi var blandt oppe på Betania børnehjem, hvor vi hver fredag eftermiddag har leget, spillet og bagt kage med børnene. Nu har vi været der for sidste gang, og der benyttede vi anledningen til at forære dem rester fra oprydningen på skolen. Blandt andet fik de en masse klæd-ud-tøj. De synes, det var hylemorsomt at klæde sig ud i alverdens mærkelig kostumer, og det var en god måde at sige farvel til alle de kære børn. Vi har været glade for alle de stunder, vi har haft med dem, og særligt i foråret (efter vi har lært børnene bedre at kende) har vi glædet os til, når vi om fredagen skulle hen for at være sammen med dem. Vi glæder os over at se et børnehjem i Tanzania, hvor børnene trives og er sunde og raske.




Spooky...

Vi havde inviteret alle vores ansatte til spisning en aften, da vi også gerne ville have en anledning til at sige ordentlig farvel til dem. Her sidder vores to vagtmænd med deres koner og vores hushjælp med hendes mand. Det var en hyggelig aften med godt humør, og vi benyttede også anledningen til at vise dem billeder fra Sumbawanga omegn (steder som de aldrig selv har set) og billeder af Afrikas fantastiske vilde dyr (som de heller aldrig har set).



Vi siger også farvel til kirkens formand, Simae, som er en meget beundringsværdig og sjælden person, der gør et stort og ihærdigt arbejde for kirken i Vesttanzania.

Her bor vi.

Her bor vi. Sådan ser vores hus altså ud. I højre side bor vi privat. Til venstre i billedet har vi skolen. Og til venstre udenfor billedet bor en dejlig tanzaniansk familie, som vi deler hus med.



Det er vores gade. Ikke lige den bedste vej for danske personbiler. Når vores naboer har lidt skrald, der skal smides ud, ryger det tit ud gaden, som I kan se. Pilen viser hvor på gaden, vores hus er placeret.

I efteråret malede børnene Noas ark på vores skolecontainer.



Her har I vores stue.



Nej, hvis det skal være helt rigtigt, så er det vagtmandens skur. Yndigt ik'? Eller er det det man kalder abstrakt kunst?

Her er vores stue, hvor vi i løbet af det sidste år har tilbragt rigtig mange aften-hygge-stunder med bøger, Settlers, kaffe og ikke mindst stearinlys, når strømmen har været væk.



Vores skolegård.

Sådan ser et af vores klasselokaler ud. Der er netop plads til et kateder og to elevpladser. Det er hyggeligt, og vi har gode faciliteter for Sumbawanga Lilleskole.



Vores køkken



Ja, sådan ser vores badeværelse ud.

Saturday, June 09, 2007

Weekendtur i Kipili


Sidste fredag havde vi knap nok nået at lukke skolen, før vi (Peter Schmidt og hans 3 piger + en tanzanianer der liftede) kørte af sted mod Kipili, som er en landsby, der ligger ved Tanganyikasøens bred. Vi havde set meget frem til denne tur, da vi ofte har hørt om Kipili. Det skyldes ikke mindst den fantastiske natur ved søen. Men Kipili er ikke kun smuk natur, det er også her at Brødremissionen har et stort arbejde igang. Én af missionærerne Knud Knudsen har viet sit liv til dette sted. Han har mange projekter i gang og hjælper mange mennesker.



Få minutter efter vores ankomst mærkede vi en længsel efter at se den krystalklare sø, hvis dybde nærmest er uendelig. Solen var ved at forlade byen og sendte til sidst sine smukkeste farver til os.




Til aftensmad fik vi nybagt brød, som var bagt i en gryde over et ældgammelt komfur fra dengang farmor var ung. Det smagte dejligt.

Lørdag morgen gik vi op til et gammelt katolsk kloster, som nu ligger øde og forladt. Knud sagde at det er én af de ældste kirker i Tanzania. Den lå begravet bag mandshøjt græs, og vi kæmpede for at komme frem. Ved synet af bygningerne undredes vi over, at der har været så meget liv lige netop her for så mange år siden.



Ved middagstid var vi inviteret til fest, da 3 tømrere havde færdiggjort deres 3-årige uddannelse. Der blev slagtet et lam i dagens anledning, og derudover var der selvfølgelig fisk, som man dagligt lever af i Kipili.

Da gildet var ovre og de stolte tømmersvende var gået, gik vi 3 minutters gang ned til en lille mole. Vi skulle nu sejle på den smukke sø, som altid reflekterer himlens farver. Vi lagde anker ved en lille ø, der bød på en sandstrand. Vandet var så klart, at man i 1,5 meters dybde kunne se det skidt, man havde under storetåneglen. Dog kiggede vi mest på de stribede og farverige fisk, som svømmede omkring os i tillid til, at vi ikke var farlige.



Det var dejligt at være af sted og komme ud at bade. I den nærmeste fremtid glæder vi os til at være endnu mere ved vandet, da vi inden hjemrejsen til Danmark den 30. juni holder en lille ferie på Zanzibar.