Volontør i Sumbawanga

De sidste dage i Sumbawanga

For tiden bliver der sagt farvel i stor stil i Sumbawanga. Brødrekirken holdt også en farvelfest for Maria og Peder Schmidt, som nu har arbejdet i 7 år som missionære i Tanzania.

Her synger vi en farvelsang.

Maria og Peder fik et sæt tøj af kirken til farvelfesten.

Samme dag som der var skoleafslutning holdt os "hvide" i byen farvelfest for hinanden. Alle havde forberedt noget underholdning om hinanden, og der blev også holdt taler. Det var en rigtig hyggelig aften og en god anledning til at få sagt farvel til hinanden.

Vi gav også hinanden afskedsgaver. Deriblandt var der også hadegaver...

Her fyrer eleverne den max af med det dansenummer, som Anders havde instrueret.

Fredag den 15. juni om eftermiddagen havde vi skoleafslutning på Sumbawanga Lilleskole. Det blev fejret i stor stil med, at børnene havde forberedt diverse optrin, som de stolt fremviste for deres forældre mf. Eleverne havde lavet en tv-udsendelse om skabelsen og et efterfølgende skuespil om livet i Edens have. Desuden blev der læst selvskrevne historier op, vist dukketeater med rim og remser, og sidst men ikke mindst havde de i musik forberedt 3 numre, hvoraf det ene var et dansenummer. Det var fedt at se, børnene udfolde sig, som de gjorde, og de fik masser af ros efterfølgende.

Skuespillet om "Livet i Edens have". Christoffer var fortæller. Selv om han kun går i børnehaveklasse, har han allerede lært at læse.

Lars og Erik havde fået besøg fra Danmark, og vi tog sammen med dem på en lille udflugtstur, så gæsterne kunne se lidt af Sumbawanga omegn. Det var hyggeligt, og inden vi skulle hjem, så fik vi en punktering. Ja, men så fik vi også prøvet det :) Vi har haft nogle punkteringer, når vi har kørt med missionærene, men det var første gang, vi fik en selv.

Hvem havde troet, at jeg var gift med en handyman?

Sumbawanga by

Det er altid en oplevelse at tage på markedet i Sumbawanga. Hvis man vil have kød til aftensmad, så er der ingen vej udenom end at tage ned til slagteren og købe kød. Det kan godt forskrække én, hvis man har en lille smulé hygiejnisk sans. Men ikke desto mindre, så køber vi kød alligevel. Vi plejer at tage ned fra morgenstunden af, når koen er nyslagtet og inden alt for mange fluer og andre insekter har sat sig godt til rette. Slagteren tager sig ikke af, om der ligger fine mørbradder gemt. Her handler det bare om at hakke det ønskede antal kilo af til kunden, og så må man selv finde ud af, hvad man har med at gøre.

Så er der kokosnødder og vandmeloner - MUMS!

Hvis man vil have kylling til aftensmad, så må man ned i byen og finde denne unge herre, som har 20-30 "friske" kyllinger i sin cykelkurv. Så er der bare lidt forarbejde, inden den kan puttes i ovnen.

Her kan du købe alt mellem himmel og jord. Alt fra strømper og vaskepulver til slik og drikkevand.

Her har vi en lille transportabel butik, hvor man kan købe saftige og smagsfyldte ananas, som bliver holdt kølige af paraplyen.

Her har vi endnu en mobil butik, hvor man kan købe radioer og bælter og meget mere.

Vi kommer i hovedkirken i Sumbawanga. Det vil sige, at kirken er væsentlig større end de andre kirker i byen, og det mærker man på det store antal af kirkegængere og antallet af kor. For tiden har vi 6 kor som sanger og danser til gudstjenesterne. Det er en stor fornøjelse at lytte til tanzanianernes sang. De er dygtige til det, og man kan mærke, at det ligger i blodet på dem at udtrykke sig via sang og dans.

Alteret og prædikestolen.

Farvel til Sumbawanga

Så er tiden ved at nærme sig, hvor vi siger farvel til Sumbawanga. Derfor har vi også benyttet de sidste par dage til at få sagt farvel. Vi var blandt oppe på Betania børnehjem, hvor vi hver fredag eftermiddag har leget, spillet og bagt kage med børnene. Nu har vi været der for sidste gang, og der benyttede vi anledningen til at forære dem rester fra oprydningen på skolen. Blandt andet fik de en masse klæd-ud-tøj. De synes, det var hylemorsomt at klæde sig ud i alverdens mærkelig kostumer, og det var en god måde at sige farvel til alle de kære børn. Vi har været glade for alle de stunder, vi har haft med dem, og særligt i foråret (efter vi har lært børnene bedre at kende) har vi glædet os til, når vi om fredagen skulle hen for at være sammen med dem. Vi glæder os over at se et børnehjem i Tanzania, hvor børnene trives og er sunde og raske.

Spooky...

Vi havde inviteret alle vores ansatte til spisning en aften, da vi også gerne ville have en anledning til at sige ordentlig farvel til dem. Her sidder vores to vagtmænd med deres koner og vores hushjælp med hendes mand. Det var en hyggelig aften med godt humør, og vi benyttede også anledningen til at vise dem billeder fra Sumbawanga omegn (steder som de aldrig selv har set) og billeder af Afrikas fantastiske vilde dyr (som de heller aldrig har set).

Vi siger også farvel til kirkens formand, Simae, som er en meget beundringsværdig og sjælden person, der gør et stort og ihærdigt arbejde for kirken i Vesttanzania.

Her bor vi.

Her bor vi. Sådan ser vores hus altså ud. I højre side bor vi privat. Til venstre i billedet har vi skolen. Og til venstre udenfor billedet bor en dejlig tanzaniansk familie, som vi deler hus med.

Det er vores gade. Ikke lige den bedste vej for danske personbiler. Når vores naboer har lidt skrald, der skal smides ud, ryger det tit ud gaden, som I kan se. Pilen viser hvor på gaden, vores hus er placeret.

I efteråret malede børnene Noas ark på vores skolecontainer.

Her har I vores stue.

Nej, hvis det skal være helt rigtigt, så er det vagtmandens skur. Yndigt ik'? Eller er det det man kalder abstrakt kunst?

Her er vores stue, hvor vi i løbet af det sidste år har tilbragt rigtig mange aften-hygge-stunder med bøger, Settlers, kaffe og ikke mindst stearinlys, når strømmen har været væk.

Vores skolegård.

Sådan ser et af vores klasselokaler ud. Der er netop plads til et kateder og to elevpladser. Det er hyggeligt, og vi har gode faciliteter for Sumbawanga Lilleskole.

Vores køkken

Ja, sådan ser vores badeværelse ud.

Weekendtur i Kipili

Sidste fredag havde vi knap nok nået at lukke skolen, før vi (Peter Schmidt og hans 3 piger + en tanzanianer der liftede) kørte af sted mod Kipili, som er en landsby, der ligger ved Tanganyikasøens bred. Vi havde set meget frem til denne tur, da vi ofte har hørt om Kipili. Det skyldes ikke mindst den fantastiske natur ved søen. Men Kipili er ikke kun smuk natur, det er også her at Brødremissionen har et stort arbejde igang. Én af missionærerne Knud Knudsen har viet sit liv til dette sted. Han har mange projekter i gang og hjælper mange mennesker.

Få minutter efter vores ankomst mærkede vi en længsel efter at se den krystalklare sø, hvis dybde nærmest er uendelig. Solen var ved at forlade byen og sendte til sidst sine smukkeste farver til os.

Til aftensmad fik vi nybagt brød, som var bagt i en gryde over et ældgammelt komfur fra dengang farmor var ung. Det smagte dejligt.

Lørdag morgen gik vi op til et gammelt katolsk kloster, som nu ligger øde og forladt. Knud sagde at det er én af de ældste kirker i Tanzania. Den lå begravet bag mandshøjt græs, og vi kæmpede for at komme frem. Ved synet af bygningerne undredes vi over, at der har været så meget liv lige netop her for så mange år siden.

Ved middagstid var vi inviteret til fest, da 3 tømrere havde færdiggjort deres 3-årige uddannelse. Der blev slagtet et lam i dagens anledning, og derudover var der selvfølgelig fisk, som man dagligt lever af i Kipili.

Da gildet var ovre og de stolte tømmersvende var gået, gik vi 3 minutters gang ned til en lille mole. Vi skulle nu sejle på den smukke sø, som altid reflekterer himlens farver. Vi lagde anker ved en lille ø, der bød på en sandstrand. Vandet var så klart, at man i 1,5 meters dybde kunne se det skidt, man havde under storetåneglen. Dog kiggede vi mest på de stribede og farverige fisk, som svømmede omkring os i tillid til, at vi ikke var farlige.

Det var dejligt at være af sted og komme ud at bade. I den nærmeste fremtid glæder vi os til at være endnu mere ved vandet, da vi inden hjemrejsen til Danmark den 30. juni holder en lille ferie på Zanzibar.

Årets skoletur

Skoleundervisning skal ikke kun drives gennem bøger og papir. Ofte er de sanselige oplevelser det som vi husker bedst. Nogle har sagt, at kun 7 % af vores viden har vi fået gennem skolegang. Derfor er det godt at lejrskole er opfundet, også i Sumbawanga. I år gik årets skoletur lidt syd for Iringa. Vi havde valgt at holde lejrskole sammen med Den Danske Skole i Iringa, så kunne alle nyde godt af at have flere legekammerater og kollegaer.
Vi tog af sted i søndags (kørte kl. 6.00 og var fremme kl. 17.45, næsten 12 timer). Udover de 4 elever og os to volontørlærere havde vi Anne Karin med. De første par dage var vi i Iringa, hvor børnene fik undervisning sammen med de andre børn. Onsdag begyndte den egentlige skoletur. Vi kørte til Kizolanza farm, som er et hyggeligt lejrsted. Teltene kom hurtigt op og snart kunne vi dufte osen fra bålpladsen, hvor tændvæsken dannede store og dansende flammer. Om eftermiddagen tog vi til en lille landsby, der lavede keramik. Vi hørte om arbejdsprocessen, og børnene fik lov at lave nogle ting i ler.

Torsdag tog vi ud til en tefarm, og på vejen derud nød vi synet af langstrakte, lysegrønne teplantager. Vi fik en grundig rundvisning på tefarmen, hvor vi alle iført hvide kitler og hatte fik set de vældige maskiner og processer, som de grønne teblade skulle igennem før de blev til den sorte te, som vi kender det.

Om eftermiddagen tog vi ud til en dejlig grøn og blå perle. Kvinderne solede sig på græsset, mens børnene boltrede sig rundt i søens kolde vand, og der blev også mulighed for at få en sejletur i en lokal fiskerbåd.

Desuden var der nogle kajakker, som vi selvfølgelig også skulle prøve kræfter med. Det var skønt at skyde fart gennem søens vand, mens man føler sig så fri og let.

Til sidst skulle Anders også demonstrere, at han kunne ro i en af de vanskeligere kajakker, der krævede meget balance. Det gik også godt til at begynde med, men så røg han i vandet den ene gang efter den anden. Det var bår’ sjovt.

Fredag formiddag besøgte vi en tobaksfarm. Et spændende besøg, hvor man dog også blev lidt nervøs for arbejdernes helbred, da mange af dem dagligt arbejdede i varme, fugtige rum, hvor den stærke lugt fra tobaksbladene skar dem i næsen.

Vi besøgte også en blomsterfarm, der sendte blomsterne eller rettere tidsler til Holland. Derefter skulle teltlejren pakkes ned, og derefter gik turen til Mbeya og næste dag videre mod Sumbawanga. Alt i alt en rigtig god skoleuge med mange gode oplevelser.

Anders´ fødselsdag

Så oprandt dagen den 17. maj, hvor Anders fyldte 23 år. Lars og Erik kom kl. 7 om morgenen og sang fødselsdagssang. Dagen efter holdt vi pandekagefest. Det var bår´ dæjli.

Erik og Therese opførte sangen "Der er hul midt i spanden".