Volontør i Sumbawanga

Velkommen! Vi, Anders og Therese, har lavet en weblog, hvor I kan følge med i vores liv i Tanzania. I kan også skrive en mail til os: Therese: thereseengrob(a)gmail.com Anders: aengrob(a)gmail.com

Thursday, January 25, 2007

Efter Iringa tog vi en formiddag bussen til Dar. Busturen gik ikke helt efter planen, da den i stedet for 7 timer varede 23 timer. Det skyldtes at bussen var i stykker og derfor skulle vi vente på en ny bus, som havde plads til alle os passagerer. Den kom efter 8 timers venten og derefter fortsatte vi turen mod Dar. Da vi efter et par timers kørsel var nået til Mikumi nationalpark fik vi at vide, at vi blev nødt til at overnatte i bussen natten over, da man ikke måtte køre gennem parken om natten. Vi lagde os til at sove uden det store held, da der i en nationalpark er varmt, fugtigt og utrolig mange myg. Da vi næste dag endelig nåede frem fortsatte vi i en båd til den paradisiske tropeø Zanzibar. Øen har en lang og barsk historie, men mest kendt er øen for dens salg af slaver under kolonitiden. Over 600.000 slaver blev solgt fra øen mellem 1830 og 1873. Tanzanianerne blev fanget og bundet i kæder på fastlandet og transporteret til Zanzibar, hvorefter de skulle transporteres videre til de arabiske lande; men mange døde i kæderne pga. den hårde og dyriske behandling.



Vores tid på Zanzibar blev ikke, som vi havde planlagt. Dog nåede vi at have to spændende dagsture. På den ene tur kørte vi rundt i en krydderiplantage og så, hvordan vanille-, nellike-, kanelplanter og mange flere ser ud, inden det sælges i supermarkeder i pulveriseret form. Desuden bød turen også på en badetur ved en eksotisk klippestrand og et besøg i en slavehule.



Den anden dag kørte vi til Jozani Forest, som mest er kendt for en abeart, der kun lever her. Aben hedder Zanzibar red colobus og vi håbede meget på at få den at se; det gjorde vi i massevis, og den var meget flot.



De kommende dage blev noget anderledes end forventet, da vi fra den danske ambassade fik en cyklonvarsling, hvor de advarede mod al færsel ved kystområder. Det passede ikke så godt i vores planer, da vi havde bestilt værelser på et lækkert hotel ved en palmestrand. V i kunne desværre heller ikke komme til at svømme med delfiner og dykke ved koraler, som vi havde set frem til.
Da vejret var godt den 23. december valgte vi at holde en tidlig juleaften ved stranden i stedet for at blive blæst væk af en cyklon juleaften. Det var en utraditionel, men dejlig juleaften vi fejrede. Da Anders næste dag lå med malaria og 39,7 i feber, glædede vi os over den tidligere juleaften. Næste dag tog vi et fly til Dar, da vi var blevet advaret mod at sejle tilbage. Da vi var landet i lufthavnen fik vi så meddelelsen om, at cyklonen ikke ville ramme Zanzibar, men i stedet Madagascar. I Dar var Therese heller ikke frisk, så vi tog nogle sygedage hjemme i huset hos nogle volontører. Lidt inden nytår var vi i bedring og havde nogle gode dage ved de smukke strande, hvor Therese blandt andet fik samlet kasse fuld med muslinger :) og en dag på det sorte marked.
Vi sluttede året af med en dejlig nytårsaften med alle kollegaer i Dar.



0 Comments:

Post a Comment

<< Home