Påskeferie

Vi havde længe talt ned til dagen, hvor mor og far (Else og Svend) skulle komme og besøge os. De var taget afsted på deres livs længste rejse, måske ikke i kilometer, men i tid. For der er mange stop på ruten Tarm - Sumbawanga. Ja, i alt gik der fra afrejsen i DK 5 dage før vi så hinanden. Men endelig dukkede de op en eftermiddag, hvor vi var til børnefødselsdag hos Silje. De fleste kan nok godt forestille sig, at det er skønt at se mennesker, som man holder af, som kender en godt, og som man har ikke har set i lang tid. Det var det også for os. Vi kunne pludselig være samme med nogle mennesker, som kender mere til vores historie og liv.

I vores dejlige by Sumbawanga kunne vi bedre end nogen andre steder i Tanzania vise vores kære gæster rundt. For dem var det sjovt at se de steder, hvor vi færdes dagligt: markedet, kirken, internetcaféen, børnehjemmet, missionærenes hjem osv.

En morgen skulle Anders bevise, at han kunne køre off-road, så vi tog 4-hjulstrækkeren og kørte ud til vores mikroskopiske regnskov og videre til et fantastisk panoramaudsigtspunkt over Rukwasøen. Morgenkaffen og den medbragte madkurv blev ikke nydt mindre ved, at vi fra vores plads på den udrullede stråmåtte kunne se ud over hele verden. Far kan have stor glæde af at se jorden fra Google Earth, men jeg tror, at hans begejstring for ”the real thing” var større.



Til vores alles glæde, havde vores vagtmand Daudi (=David) inviteret os alle til ugali og bønner i hans hus. Man kommer næppe tættere på tanzaniansk kultur, end når man sidder i et jordklinet hus og spiser den stive majsgrød = ugali med fingrene i fællesskab med tanzanianerne. Denne spise er nationalretten hernede, og vi synes det smager dejligt. Det var hyggeligt at sludre med vores vagtmand, som synes, det var meget interessant, at Svend var helikopterpilot, det var også hyggeligt at møde den gamle bedstemor, som ikke havde så mange tænder tilbage i mundet, og at hilse på de søde børn, som høfligt holdt sig i baggrunden, at hilse på naboen som kom forbi, fordi hun synes det var vældig spændende at få lov til at hilse på nogle hvide mennesker, mm.



Vores hushjælp og hendes familie indbød os også til et måltid ugali og bønner.