Næste stop efter Sumbawanga var Mbeya. Mor og far havde allerede stiftet bekendskab med byen, da de havde været her en dag alene i selskab med den glade og gæve missionær Peter Olufson. I Mbeya ville vi gerne se en kratersø, som ligger syd for byen. Her havde Therese kravlet op som barn, men alligevel var det ikke en barnekunst for alle at kravle op på den stejle bjergkant. Men efter at vi hver i sær havde sagt prust og støn et par gange, fik vi noget for pengene, da vi nåede op på bjergkarmen. Udsigten var kort sagt utrolig smuk og klar.



Vi kom også forbi en naturlavet bro.



Dagen efter, hvor vi skulle køre øst på til Iringa, fik vi os en rigtig missionæroplevelse. Vores gearkasse brød sammen 70 kilometer uden for Mbeya, og bilen kunne ikke mere. Kl. var halv syv om morgenen. Vores chauffør, Anker Nielsen, var nødt til at komme hurtigt til Iringa for at nå en bus videre til Dar es Salaam, så han stak en lab frem og kom straks op at køre med en bus. Imens kunne vi andre sidde med stoisk ro og passe på bilen, indtil der ville komme hjælp fra Iringa. Klokken kvart i et kom hjælpen i form af den livlige nomademissionær Carsten Rahbek. Vores vogn blev hurtigt koblet sammen med den anden bil med en stor metalstang. Og så kunne vi komme videre igen. Gad vide hvornår Anders igen kommer til at styre en bil, der hænger på træk på en strækning af ca. 300 km.